Forsiden
Centrifugeringsevne og -hastighed
Energiklasse for vaskemaskiner
Fra vaskebræt til vaskemaskine
Gode råd om pletfjerning
Sorter dit vasketøj korrekt
Sparetips- energi og penge
Sådan undgår du husstøvmider
Valg af vaskemaskinemodel
Vaske- og tørreevne for vaskemaskine
Vælg vaskemiddel med omtanke

Vælg vaskemiddel med omtanke

Valg af vaskemiddel kan være lidt af en videnskab. Der findes mange forskellige slags og mange forskellige mærker. Måske er du vokset op med Bamseline og har taget dette produkt med dig videre i din egen tøjvask. Måske vælger du vaskemiddel efter de tilbud, der er i supermarkedet.

Måske vælger du lidt efter de tendenser, der bliver dikteret i aviser og forbrugertests. Kvaliteten i vaskemidler svinger meget, og du vil kunne opleve, at enkelte vaskemidler endda efterlader hvide pletter på tøjet. Det kan være svært at vide, hvilket vaskemiddelsmærke, der er det bedste på markedet. Og det bliver ikke nemmere af at lytte til tv-reklamerne, da alle producenter promoverer deres vaskepulver som absolut revolutionerende.

Til almindelige forbrugeres held er der nogle mennesker, der kontinuerligt har fokus på at informere om de bedste produkter på markedet; herunder også vaskepulver. Dette er blandt andet Forbrugerrådets testpanel, TÆNK, som jævnligt foretager en gennemgående test af de mange vaskepulverprodukter, der findes på markedet. Deres test undersøger forskellige aspekter af vaskepulver, såsom vaskeevnen ved forskellige grader; herunder evnen til at fjerne genstridige pletter. Vil du gerne finde det bedste vaskepulver eller vaskemiddel på markedet, kan du med fordel købe adgang til deres brugertests. Adgangen koster 50 kr., men det er penge godt givet ud, hvis du ønsker at blive klogere på, hvad du vasker dit tøj rent i.

Skal vasketøjet indhylles i parfume?

Et andet aspekt, du kan holde øje med, når du skal vælge vaskepulver, er mængden af parfume i det. Parfume giver en forfriskende og dejlig duft til dit tøj, men som sådan har det ikke en renvaskende effekt, som mange tror. En ting, som parfume i vaskepulveret dog kan medvirke til, er udviklingen af allergi. En anden ulempe ved parfume er, at det indeholder fosfonater. Fosfonater fungerer som en kalkbinder, og det er med til at gøre vandet blødere. Virkningen er, at sæben bliver mere effektiv, men fosfonater er skadeligt for miljøet. Fosfonater indeholder nemlig fosfor, som har samme effekt på vandet som gødning. Hvis du bruger vaskepulver eller vaskemiddel med et kraftigt indhold af parfume, kan det dermed skabe iltsvind og algevækst i søer og åer. Det eneste, der kan forsvarer brugen af parfume i vaskepulver eller vaskemiddel, er det faktum, at vandet i Danmark bliver kørt igennem et rensningsanlæg. Derfor kan vaskepulver eller vaskemiddel indeholdende parfume godt blive svanemærket.

Når vaskemaskinen skal vaske hvidt

Du kan finde mange vaskepulvere og vaskemidler, som lover, at dit hvide tøj forbliver hvidt ved vask hermed. Alle, der har vasket hvidt tøj, ved, at det kan være svært at holde den hvide farve. Og hvidt tøj er ikke sjovt, hvis det er mere grumset end hvidt. Derfor er produkterne til at fastholde den hvide farve elsket af de fleste. Spørgsmålet er, om du er klar over, hvad der er med til at fastholde den hvide farve i tøjet? Mange af de produkter, som er med til at vaske tøjet hvidt, indeholder stoffet optisk hvidt. Det er et kemisk stof, som sætter sig fast på tøjet. Når tøjet bliver eksponeret for UV lys, reflekterer optisk hvidt dette lys tilbage som et blåt lys, hvilket får tøjet til at fremstå mere hvidt. Optisk hvidt har som sådan ikke nogen rengørende effekt på vasketøjet, hvorfor Astma- og Allergiforeningen ikke kan tildele produkterne det populære allergimærke. Ydermere kan produkter indeholdende optisk hvidt ikke blive svanemærket, da det kemiske stof betragtes som værende svært for naturen at nedbryde.

Hvis du vil tage hensyn til din hud samt naturen, kan det derfor godt betale sig at have en holdning til dit vaskepulver eller vaskemiddel. Vil du være på den helt sikre side, bør du vælge et produkt, som både er Svanemærket, Allergimærket samt Blomstermærket. Det vil muligvis være en smule dyrere end andre produkter, men mon ikke det er den investering værd?



Copyright Vaskemaskine-guiden.dk 2011 E-mail: info@vaskemaskine-guiden.dk